Man bliver engang imellem lidt små skør af at være i vildmarken så længe ad gangen.
Men meningen med turene var også, at være så længe væk at der kom en hverdag ud af det - at være så længe væk at det unormale blev normalt.
Her er nogle sjove billeder, historier og situationer fra vores ture. 

En af de ting vi var noget bekymrede for inden vi tog hjemmefra var, at vi havde fået oplyst at vi skulle bevæge os igennem et område, som husede en af verdens tætteste bestande af grizzlybjørne.

Vi havde riffel med for, at kunne forsvare os mod bjørnene hvis de blev for nærgående men bekymringen var, om vi ville høre dem om natten mens vi sov.

Det ville ikke være særlig fedt, at vågne op med en 300 kg. bjørn liggende ovenpå os.

Derfor havde vi fået udviklet en bjørnealarm, som skulle kunne vække os hvis vi fik uventet besøg om natten.

Vi havde fået lavet nogle ca. 40 centimeter høje aluminiumsstænger med øjer i toppen hvorigennem der kunne trækkes en fiskesnøre som ”snubleline”.

Stængerne blev sat i en radius på 8 – 10 meter omkring teltet og snublelinen fungerede ved, at hvis en bjørn kom indenfor sikkerhedszonen, så ville den trække i linen og en pal ville blive trukket ud af et tilhørende batteri.

Hvis dette skete ville en uhyggelig høj hyleton, via et mega ”tudehorn”, lyde ud over vildmarken  og dette forhåbentlig skræmme den uvelkomne gæst på vild flugt.

Det var derfor med nogenlunde ro i sjælen vi gik til ro den første aften.

Bjørnealarmen var sat og vi havde checket, at den virkede helt efter hensigten.

Næste morgen vågnede vi ved, at regnen trommede på teltdugen men samtidig kunne vi høre en underlig brummende mekanisk lyd…

Vi kom ud at teltet og fandt kilden til denne mystiske lyd, som ikke passede ind i den natur vi befandt os i.

Det var bjørnealarmen, som var gået i overgang.

Nattens regn havde simpelthen kortsluttet batteriet, som godt nok var isoleret men åbenbart ikke godt nok.

Det viste sig desværre, at batteriet nu var fuldstændigt fladt og vi havde ikke et i reserve!

ØV!!!

Det gav efterfølgende et par nætter med lidt let søvn, men vi fandt efterhånden ud af, at det nok ikke var så farligt alligevel.

Alarmen blev droppet og vi havde i stedet riflen liggende imellem os i teltet om natten klar til evt. selvforsvar.

Heldigvis blev det ikke nødvendigt!

         
Vi havde lagt ind til bredden for at få noget frokost bestående af en omgang stærk minestronesuppe, som smagte pragtfuldt.
Satte os tilrette i kanoen igen for at sejle videre.
Efter 15 min. sejlads var den gal med maven og vi råbte begge i munden på hinanden "STOOOP, JEG SKAL S****" og vi måtte lægge til bredden igen i en fart og vi begge, næsten med bukserne nede om hælene, styrter ind ved dette udløb for at komme af med noget.

Vi lå på en ø ca. 40 km. fra ishavet. Her var en del rener, og natten forinden havde vi hørt ulve hyle 4 - 5 steder inde på tundraen. Disse følger normalt renerne på deres vandring.
Næste formiddag ville jeg gå en tur på øen for at se hvad der fandtes her. Da jeg kom tilbage, stod Rune glædesstrålende og fortalte, at han havde filmet en ulv med videokameraet.
Det var jo helt fedt!

Stolt viste Rune klippet på den lille skærm og man kunne da godt se et eller andet løbe inde på bredden 300 – 400 meter derfra, men hvad det var, som løb der var ikke helt tydeligt.

Pludselig råber Rune "der er den sgu igen"!
I kikkereten var det dog tydeligt, at det var en ren.

Rune insisterede på, at ændre det som han havde fortalt på videoen. Jeg holdt kameraet og Rune sagde: ”Det som jeg før troede, var en ræv viser sig at være en elg”!

Det skal her siges, at en ræv vejer ca. 10 kg og en nordcanadisk elg vejer ca. 800 kg.
Det vil nok normalt kræve mere end en kop kaffe at forveksle disse to dyr.

På den første tur havde vi været noget i tvivl omkring provianteringen, og hvor store mængder vi ville komme til at bruge.

Planen var, at vi skulle bage brød i vores transportable ovn og vi regnede med, at vi nok skulle bruge i alt 20 kg. mel hertil. Dette blev Robin Hood mel..

Når vi skulle stege fisk m.m. skulle vi bruge olie og vi regnede med, at dette også kunne bruges til at komme i brødene.  Vi købte derfor 10 liter olie, og da vi skulle spare ét eller andet sted købte vi den billige udgave.

Vores forkalkulationer omkring denne del af provianten var total fejlslagne.

Olien var så ringe, at den ikke var egnet til menneskeføde og vi droppede derfor hurtigt 5 liter. Af de sidste 5 liter brugte vi ca. en ½ liter

Af de 20 kg. mel brugte vi ca. 5 kg. Resten slæbte vi gennem det halve af nordvest territoriet og kunne efterlade resten oppe i hytten.

Vi tog dog ved lære af dette til næste tur!!

Når man skal ind i området for at hente drikkevand, er det fornuft at have hovednet på.

Det havde vi lige glemt her tæt ved ishavet.

Vandet i floden kunne ikke drikkes da det var begyndt, at blive blandet med saltvand fra havet.

Vi fandt en lille kilde nogle hundrede meter inde på land og kunne her få fyldt vanddunkene op.

Det kostede dog adskillige myggestik.

Vi sejlede en dag ned af Carnwath River.

Inde på bredden så vi, at der lå en kastestang fra en ren.

Vi lagde ind og gik tilbage for at se nærmere på ”fundet”.

Det var en kastestang, som var blevet smidt i foråret og som var drevet ned ad floden og var blevet aflejret i sandet.

Jeg stod og beundrede den lidt og overvejede om jeg skulle tage den med hjem.

”Men hva´ skal jeg egentlig bruge den til?” spurgte jeg.

”Du skal sgu da tage den med hjem og monterer den på køleren af din Opel” var Runes kommentar.

Kastestangen fik dog lov at ligge….