3 dage i helvede!

I forbindelse med ekspeditionen 2001 havde vi valgt et udgangspunkt, som ingen kendte til. Piloten, som skulle flyve os ud, havde fløjet i området fra Inuvik i 27 år, men havde aldrig tidligere været ude på disse "kanter". Beskeden til os var, at vi med sikkerhed ville være de første hvide mennesker, som udforskede dette område. På denne side kan du læse om vores "3 dage i helvede" og se billeder, som viser nogle af de ekstreme strabadser vi måtte igennem for at komme ud til floden. Denne del af turen kunne have udviklet sig til en katastrofe! Vi havde hverken telefon eller radio med på turen. Dette var ensbetydende med, at vi var totalt afskåret fra omverdenen, og ikke havde mulighed for at komme i kontakt med nogen - hvis noget gik galt.

Da vi kom flyvende fra Inuvik mod vores forudbestemte afsætningspunkt, søen ca. 300 km fra Inuvik, kunne vi se, at der godt nok var en bæk fra starten af søen. Bækken forbandt søen med Carnwath River, og skulle ifølge vores opmålinger være ca. 35 km. lang.
Vi kunne fra flyveren dog også se, at bækken forsvandt ind mellem træerne efter ca. 2 - 3 km. fra udspringet ved søen.
Dette lagde vi ikke det store i og forventede, at det ville være lidt af en formsag at komme fra søen til floden....
Det skulle vise sig, at vi tog meget fejl.

Vi bruget et par dage ved søen for, at vænne os til tanken om hvad det egentlig var vi skulle igang med. 
Kanoen blev pakket hvorefter vi bevæge os gennem søen til vandløbet for, at komme ud til Carnwath River.
Da vi tog fra søen var, vi overbeviste om, at vi nok skulle kunne nå floden samme dag.
Vi kunne ikke i vores vildeste fantasi have forestillet os, det  mareridt vi de kommende dage skulle til at gennemleve.

Efter at vi havde padlet 3 - 4 km. ind i vandløbet blev dette mere og mere snæver. Pilekrattet begyndte at lukke til fra siderne samtidig med. at der groede grene op gennem vandet.
Det var nu efterhånden umuligt at bruge padlerne og vi måtte istedet trække os fremad.

Krattet var efterhånden så tæt, at vi havde problemer ved at komme frem ved kun, at trække i grenene.
Vi var ind imellem nødt til, at have gang i saven for at lave hul til kanoen så vi kunne komme videre.
Optimismen var dog stadig i top og vi var ikke i tvivl om, at vi nok skulle nå ud idag.

Efterhånden som vi kom frem, fik vi lavet hele tunneler bag os i pilekrattet.
Dette tog enormt lang tid, og efterhånden begyndte vi at indse, at det måske nok ikke blev idag vi nåede frem.

Det var gået op for os, at det ville blive meget hårdt arbejde, at nå frem til floden.
Pilekrattet var så tæt, at vi ind imellem ikke kunne se hinanden i kanoen.
Det var umuligt, at sidde oprejst og der skulle trækkes ekstremt hårdt for at komme frem.
Vi kunne høre hvordan det knagede og bragede i kanoen, og var lidt nervøse for om materialet kunne holde.
Det var udelukkende i svingene, som set på dette foto, at der var lidt åbent vand og vi kunne slappe af og få strukket ryggen.

Én ting var problemerne med at komme igennem "muren" af pilekrat en anden udfordring var forsøget på, at overvinde angrebene fra de millioner af myg, som meget gerne vil suge blodet fra os.
Mængden af myg, inde i dette helvede, var så ufattelig enorm stor, at det er meget svært at sætte ord på.
Vi smurte os ind i det stærkeste myggemiddel, som findes indeholdende DEET men effekten varede i max. 15 - 20 minutter. Derefter blev vi overfaldt igen.

Efter at have knoklet i mere end 11 timer måtte vi erkende, at vi ikke nåede floden denne dag.
Vi var totalt udmattede og var svedige, sultne og møg beskidte.

 Også vores grej og kano lignede "noget der var løgn"....
Vi fik trukket kanoen på land og fandt en plet inde i skoven, hvor vi kunne sætte teltet op.
Det var absolut ikke optimalt men vi var tvunget til at holde en pause, og få lidt mad og saftevand.

Vi kunne rent faktisk ikke spise ret meget.
Hvorfor vidste vi ikke, men vi havde hurtigt drukket en hel flaske saftevand da vi var kommet i land og måske derfor følte vi os mætte. Eller måske var det på grund af de strabadser vi havde gennemlevet, der gjorde at vi simpelthen ikke havde energi og overskud til at spise.
Vi fik opmålt hvor langt vi var kommet, og det var ret nedslående! Der var meget langt endnu. Af strækningen på de ca. 35 km. var vi kommet under 15 km. Det var absolut ikke det vi havde håbet på.
En kæmpe befrielse for os var dog, at slippe for myggene for en stund inde i teltet.

Den evindelige sviren, summen og konstante stikken og prikken havde været ved at gøre os vanvittige.

 

Myggestikkene kunne nu ses. På denne ene hånd talte vi mere end 100 stik!

Vi drøftede om dette kunne være medvirkende til, at vi følte os ekstra udmattede og flade.

Kunne der måske være en risiko ved de mange myggestik?

Vi stod op efter, at have sovet 5 timer. Lejeren blev ryddet, vi fik pakket kanoen og kom af sted igen.

Efter at have trukket kanoen i ca. 2 timer var vi kommet mindre end 200 meter!

Krattet var massivt og ufatteligt tæt!  Der skulle konstant saves og på stort set intet tidspunkt kunne kanoen flyde på blankt vand.

Vi vidste, at hvis det fortsatte på denne måde ville vi ikke nå floden og nå frem til ishavet til aftalt tid.

Samtidig var myggene, om muligt, i dag endnu værre end dagen før. Vi har nu efterfølgende prøvet at forstørre dette billede for at tælle hvor mange myg, der sidder på ryggen af Rune. Der er mere end 1000 myg!

Myggene blev dog fortrængt af det faktum, at vi stort set ikke var kommet nogen nævneværdig vegne på disse 2 timer. Det var absolut kritisk!

Kanoen blev trukket på land og vi diskuterede hvad vi skulle gøre.

Med denne hastighed ville vi aldrig nå frem til floden!

Vi kunne vælge at vende om, og returnere til søen hvor vi var blevet sat af.

Her kunne vi etablere en lejr og håbe på, at vi ville blive fundet.

Vi havde jo ingen radio eller telefon med, og kunne ikke komme i kontakt med nogen.

Ved søen kunne vi kun vente på, at der på et tidspunkt ville blive igangsat en eftersøgning men vi vidste også, at der ville gå minimum 6 uger inden dette ville ske.

Total længden af vores ekspedition var planlagt til ca. 750 km. og ingen ville drømme om, at vi stadig var ved udgangspunktet. Det absolut sidste sted man ville lede efter os - ville være her.

Endnu havde vi ikke set så meget som en flystribe på himmelen. Det betød, at vi heller ikke kunne satse på at tænde bål og signalere til forbipasserende flyvere, at vi var her og at vi havde brug for hjælp. Der ville ikke komme nogen flyver forbi og det nærmeste hus lå mere end 300 km. herfra.

At returnere til søen ville ikke være det rigtige valg.

Vi skulle frem til Carnwath River, koste hvad det ville!
Alternativet til at save og trække os frem var, at forsøge at bære grejet og kanoen gennem skoven og ud til floden.

Vi regnede med, at vi ville kunne have det ved at gå 5 gange.

Selv om det ville være den korteste vej, var det ikke muligt, at gå på tværs gennem skoven, da træer og vindfælder lå "hulter til bulter" og var for tæt til. at man kunne gå der.

Eneste mulighed var, at følge bækken hvilket var en strækning på godt 20 km.

Ved at bære 5 gange ville vi derved skulle tilbagelægge en strækning på minimum 200 km. til fods.

Vi håbede, at dette kunne gøres på godt en uges tid – måske 14 dage.

Vi havde kun én rygsæk, men fik med nogle snore og en vandsæk lavet en sæk som Rune kunne have på ryggen.

Sækkene blev fyldte med proviant og samtidig fyldte vi vores små rygsække og bar dem på maven.

Herefter var det afgang..

Det stod hurtigt klart, at forsøget med at bære grej og provianten ud ikke ville kunne lykkedes.

Vi snublede konstant og vidste, at hvis en af os væltede og forstuvede en fod, eller i værste fald brækkede et ben, ville vi være færdige.

Det var også som om, at bækken efter yderligere 300 – 400 meter blev en anelse mere åben. Vi kunne nu skimte vand mellem pilekrattet.

Efter en hurtig rådslagning blev vi enige om, at indstille dette lidt panikagtige forsøg på at bære ud, og i stedet få samlet alt grejet igen og så trække, og save, os videre gennem bækken.

Vi skulle dog, som det sidste, have kanoen med gennem skoven, hvilket må siges at være noget af en prøvelse. Det var absolut ikke dette den var beregnet til!

Efter 3 – 4 timer havde vi styr på kanoen og grejet igen.

Vi kom ned i bækken igen, og fik trukket os yderligere ca. 1 km. Efter 13 timers arbejde denne dag blev vi enige om, at vi måtte på land og finde en plet til en lejrplads. Det nyttede ikke, at vi kørte os selv totalt døde, så vi ikke kunne arbejde videre dagen efter.

Det havde regnet hele dagen og alt var vådt og beskidt.

Vi fik startet et bål op og forsøgte, at få tørret noget tøj og varmet noget vand til en kop kaffe.

Teltet blev sat og en 3 timer efter at vi var gået i land, kunne vi kravle i soveposerne.

Det havde været en ufattelig hård arbejdsdag og vores hænder gjorde virkelig ondt af konstant at trække kanoen gennem krattet.

Opmålingen på kortet var ret nedslående. Vi var denne dag kommet mindre end 2 km. nærmere Carnwath River.

Vi begyndte at se vores tidsplan blive rykket helt i smadder. Men denne hastighed ville der gå yderligere 8 – 10 dage inden vi var ude af dette helvede!

Og hvad nu hvis det blev endnu værre og endnu mere tæt? Eller hvad nu hvis en af os kom til skade (det ville være umuligt at bære den anden ud)? Eller hvad nu hvis kanoen blev ødelagt (den havde allerede fået nogle gevaldige skrammer)? Eller hvad nu hvis savklingen sprang (vi havde kun denne ene)?

Det var ikke noget vi drøftede med hinanden - for det måtte bare ikke ske!

Vi kunne jo ikke opgive og ringe efter hjælp. Der var kun én vej – og det var fremad!

Det blev en meget urolig nat, og ingen af os fik noget særlig søvn.

Efter en kort nattesøvn stod vi tidlig op.

Vi fik lavet en kop te og fik en portion havregryn.

De to foregående dage havde vi intet fået at spise, ud over dette morgenmåltid, før vi fik slået lejeren op igen om aftenen.

Grunden hertil var, at det var enormt besværligt, at skulle til at holde spisepause inde i krattet og dele sin frokost med myggene, men samtidig havde vi heller ingen appetit og vi følte ingen sult i løbet af dagen.

Regnen var stilnet af og der var en frisk vind. Det betød samtidig, at myggene holdt sig lidt på afstand, og det virkede næsten helt behageligt at stå klar til afgang.

Det var lidt med ”kriller” i maven, at vi fik sat kanoen i bækken og begyndte at bevæge os nedstrøms. Ville krattet bare fortsætte som de foregående dage, eller ville det måske lysne lidt?

Forhindringerne og strabadserne fortsatte som vi kendte det!

Ville dette mareridt da bare ingen ende tage?!?

Men efter en times arbejde var det dog som om, at den massive mur af pilekrat begyndte at blive mere åben. Der blev flere gange hvor kanoen rent faktisk kunne flyde 5 – 10 meter ad gangen.

Til gengæld var der flere store træer helt ud mod bækken. Dette var ensbetydende med, at træstammer lå på tværs over bækken.

Nogle af disse lå lidt højt og vi kunne passere dem ved, at lade kanoen gå under træet mens vi selv kravlede over.

Andre træstammer lå helt nede i vandkanten som denne.

Ved nogle af disse kunne vi, med lidt held og tilløb, få spidsen af kanoen op og ride på stammen og herefter komme over ved at trække os frem med hjælp fra grenene, som stadig hang ud i bækken.

Der var også tilfælde, med nogle af disse lavtliggende træstammer, at vi kunne komme over ved, at Rune balancerede sig op på stammen og trykkede denne ned samtidig med, at Allan trak kanoen henover.

Meget ofte var det dog, at vi var nødt til at save for at komme videre.

Denne dag passerede vi mere end 100 væltede træstammer, hvoraf mere end halvdelen skulle saves.

Igen lå det hele tiden i baghovedet, at hvis vores eneste savklinge ved et uheld sprang - så var vi rigtig meget på den!

Ind imellem var vi dog tvunget til at trække kanoen på land. Der kunne være så mange træstammer i vandet, at det ville være omsonst at forsøge at save dem alle over.

Skoven langs bækken var dog meget tæt, og vi var nødt til at tømme kanoen helt for, at vi kunne bære/løfte den ned hvor der var bare nogenlunde ”fornuftigt” vand igen.
I forhold til de foregående dage kom vi dog mærkbart hurtigere frem.
Som dagen gik havde vi endda forhåbninger om, at nå ud i dag og vi besluttede, at vi ville fortsætte uanset hvor mange timer vi skulle bruge.

Vi ville bare ud idag!

Efter godt 12 timers arbejde var det tydeligt, at træerne langs bækken blev færre og færre.

Derfor skulle vi heller ikke forcere så mange væltede stammer, og vores marchhastighed steg mærkbart.

Strømmen i vandet øgedes tilsvarende og vi var nu ude for, at vi ligefrem måtte holde igen på farten for ikke, at kanoen blev fyldt med vand rundt i svingene.

Vi var nu helt sikker på, at vi nok skulle nå floden i dag.

Foran os kunne vi se, at træerne forsvandt.
Med forholdsvis stor hastighed kom vi rundt om et sving, hvor vi forsøgte at bremse farten for ikke at brage ind i brinken.

Det er da løgn!
Tror stadig Runes jubelbrøl hænger over udløbet:

JAAAAHHHHH DER VAR DET – JAAAHHHH!!!!”

Hold da helt kæft mand – kunne dette virkelig være rigtigt??
Ja – det kunne det faktisk!!
For satan mand!!!

Dette var en fuldstændig ubeskrivelig befrielse.

At være frie fra dette helvede i dag havde vi ikke i vores vildeste fantasi drømt om var muligt, da vi tog af sted fra lejeren i morges.

YES!!!!

Vi var totalt flade og udmattede efter 3 dage i dette helvede.

Én ting var de milliarder af myg, som konstant borede deres lede snabel ind i os for at suge blod, noget andet var de fysiske udfordringer vi konstant havde været udsat for.

Men det værste var alligevel den usikkerhed, der hele tiden lurede i baghovedet - ville vi overhovedet komme helskindet ud herfra eller var det her vi ville ende vores dage i dette uvejsomme og umenneskelige terræn?

Hvor var det dog pragtfuldt og livsbekræftende at stå på bredden af Carnwath River.

Disse 3 dage i helvede vil vi aldrig nogensinde glemme, og på én eller anden måde har det betydet meget for vores venskab siden hen.

Vi var nu klar til det turen egentlig drejede sig om - nemlig 5 fantastiske uger på floderne.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

11.10 | 21:21

Det var Sjovt at høre fra Jer --også dengang -- mest dengang! Hvordan har I det nu og hvad laver I ? Ser I noget til Mikkel, Peter med flere? Vi har det ok

...
09.10 | 14:42
Om os har modtaget 2
11.10 | 21:13
Hjem har modtaget 6
09.05 | 23:29
Foto "3days in hell" har modtaget 1
Du kan lide denne side