Dagbog

På denne side vil du kunne læse uddrag af Rune og Allans dagbøger fra ekspeditionen 2004

(Uddrag fra Allan´s dagbog)

Vi tog ud til Willard ved 8-tiden i morges.

Piloten, som skulle flyve os ud, var ved at gøre klar sammen med en gammel indianer.

Vores pilot var en ung fransk/canadier fra Quebec, og han var absolut ikke særlig venlig! Han brokkede sig gevaldigt og konstant over, at vi havde for mange kilo med.

Flyveren blev langt om længe tanket og kanoen blev spændt fast på pontonerne. Vi fik os placeret i sæderne og kom endelig af sted.

Turen østpå var imponerende!

Fra det øjeblik vi lagde Inuvik bag os, så vi intet til nogen form for civilisation eller menneskelig aktivitet.

Det eneste, som findes herude er vand og skov, og skov og vand. Det er umuligt om sommeren at komme herud medmindre, at dette foregår med flyver.

Med en fart på ca. 170 kilometer i timen, og efter ca. 2 timers flyvning kunne vi i nu se Carnwath River.

Undervejs herud var jeg noget nervøs for hvordan vandkvaliteten og vandmængden ville være i floden. Der var stort set ingen tilløb eller bække, at se under hele flyveturen.

Hovedparten af de søer vi var kommet forbi, var grumsede og meget lavvandede.

I det fjerne kunne vi se den sø, som vi blev sat af ved sidste gang. Må indrømme, at det gav nogle kuldegysninger!

For at kunne danne et indtryk af området, som vi nu skulle sættes af ved, og for at se om det overhovedet var muligt at komme ud, fik jeg piloten til at flyve fra søen og ud til Carnwath River.

Umiddelbart så det fint ud.

Fra luften så det ud som om, at der kun var godt og vel ”en spytklat” ud.

Flyveren gik fint ned på søen og vi fik læsset af.

Piloten fik en smøg af Rune inden han gjorde klar til afgang igen.

Han ”sejlede” med vandflyveren over på den anden side af søen, startede op og efter en kort start kom han på vingerne.

Flyveren kom ret over hovedet på os 20 meter oppe, og piloten vippede med vingerne som afsked. Det gav ham lige et plus i bogen.

Vi stod tavse og fulgte flyveren forsvinde mod vest, og efter et minuts tid var her fuldstændig stille. Eneste lyd var summen fra myggene, som allerede havde fundet os.

Vi satte os på kanten af kanoen og åbnede de to øl, som vi havde taget med.

Den sidste for de næste godt 30 dage. Uha hvor den smagte godt, og selv sidste dråbe blev nydt i fulde drag.

GPSérne blev checket af – de virkede heldigvis.

Kanoen blev pakket, og vi padlede ned for at finde udløbet fra søen til Carnwath River. Her sejlede vi frem og tilbage et par gange. Der var bare ikke noget udløb!

PIS!!

Altså var der kun en udvej – der måtte bæres!

Vi fik kanoen på land og fik hejst en 5 meter høj vindfælde med en redningsvest i toppen. Dette for at vi havde en chance for, at finde stedet igen når vi kom retur efter en bæring ud til floden.

Men først skulle vi lige have fundet floden.

Vi besluttede, at den første tur ud skulle være uden oppakning.

Ifølge vores kort var der ca. 1½ kilometer ud til floden.

Vi fik markeret en MOB på GPSén og begyndte at gå mod syd/sydvest gennem skoven.

I forbindelse med vores indkøb i Inuvik, havde vi fået en ordentlig stak plastposer. Dem havde vi taget med os, og vi blev enige om at de kunne være gode som markeringer undervejs, så vi kunne finde tilbage igen.

Lidt afhængig af hvor tæt skoven var, hængte vi en pose op i et træ for hver 50 – 100 meter.

Kursen blev fulgt nøje i forhold til GPSén, men ret hurtigt blev skoven til sump. Dog ikke værre end, at man stadig kunne gå her i gummistøvler, men det var ret hårdt og vådt.

Efter ca. 1 kilometer blev sumpen igen til skov.

Et par hundrede meter længere fremme kom vi til en ret stejl skrænt. Herfra kunne vi længere ude se vand mellem træerne - dette måtte være vores flod.

Vi fik banet os vej ned gennem skoven, og nu var der kun ca. 20 meter mellem poserne, for her var ret tæt.

Efter yderligere få hundrede meter var den der – Carnwath River. YES!!

Herligt, at se den igen – vores flod!

Og her var masser af vand og det så rent og klart ud, og det smagte pragtfuldt.

Vi fulgte poserne, ca. 30 i alt, tilbage til vores udgangspunkt og til kanoen.

Rygsækkene blev pakket, og derefter var det af sted med første læs.

Men for pokker hvor var det tungt og svært at gå med. Hele tiden skulle man være forsigtig for ikke at falde.

Vi vurderede, at vi kunne havde det af 4 gange og valgte, at sidste tur skulle være med kanoen.

I alt har vi vel 175 kg. oppakning med.

Vi gjorde holdt et par gange med vores første læs og besluttede, at vi ville lave ”depoter” og gå tilbage til kanoen efter nyt læs. Herved kunne vi også slappe lidt af imens.

Da vi kom ud til floden med første læs, blev de store grønne sække tømt, dem skulle vi bruge til de næste bæringer.

1. tur ud med provianten havde været enormt hårdt og varmt.

Samtidig havde der været millioner af myg og fluer, så hovednettene var konstant en nødvendighed.

DEETén virkede max. en halv time, så skulle der smøres igen.

Vi havde 2 depotsteder undervejs.

Ved det ene lå vores feltflasker med saftevand eller vand. Det var faktisk en rigtig god ting, og vi så frem til dette hver gang vi nåede hertil.

Efter 7 timer havde vi kun kanoen tilbage. Den havde vi frygtet lidt – eller retter temmelig meget!

Det eneste, som var tilbage i den var lette ting som liggeunderlag, redningsveste og de tomme tønder.  

Vi startede med at trække kanoen gennem sumpen. Der var dog ikke så meget vandspejl, at den kunne flyde og det var forbandet hårdt.

Efter 50 meter måtte vi stoppe for at få en ”puster”.

Vi fandt ud af, at hvis vi i stedet stak en padle ind i øjet nede ved kanoen, og vi begge trak/løftede derfra, så var det faktisk ikke så slemt.

Det tog reelt set kun en god time, at få kanoen ud.

Efter en 10 - 12 timers arbejdsdag var vi ude ved floden med alt grej.

Det var langt hurtigere end vi havde turdet tro og håbe på, og vi var veltilfredse med os selv.

Provianten blev fyldt tilbage i tønderne, og kanoen blev pakket. Herefter var det afgang.

Herligt at padle her igen! Hold da kæft hvor havde jeg set frem til netop dette tidspunkt i lang tid!

Planen var, at vi kun ville padle kort, og lægge ind ved det første, det bedste sted hvor det var til at slå en lejr op, og hvor der var en plet til teltet.

Det skulle vise sig, at der skulle padles 7 – 8 kilometer inden vi fandt et bare nogenlunde fornuftigt sted, hvor vi kunne slå teltet op.

Dette var for foden af en stejl skrænt og det var skønt, at kunne rejse ”vores” gode gamle telt, som vi havde lejet af Peter Clarkson.
Dette var ikke lige det "fedeste" sted, men nu skulle vi bare have slået teltet op. 

 
Vi fik kogt noget pasta og klokken var nu 23.30. Dette var det første måltid siden havregrynene kl. 7 i morges.

Men vi var faktisk ikke sultne, så efter en enkelt portion strøg resten ud i floden.

Lige nu er klokken 2.00 og jeg vil til at sove.

Der er trukket mørke skyer sammen og det buldre i det fjerne. Håber det holder tørvejr.

Rune snorker!!

(Uddrag fra Rune`s dagbog)

Da vi vågnede her til morgen var der 29 gr. i teltet og i soveposen var der om muligt endnu varmere.
Efter at have kravlet i tøjet fandt vi ret hurtig ud af at der også udenfor var endnu en sommerdag i vente med temperaturer på 29-30 gr. Vi spiste en omgang morgenmad og fik pakket lejren sammen i vanlig ro og orden, men også i vanlig tempo. Så efter kort tid var kanoen pakket og vi stod ved flodbredden klar til dagens strabasser.
Det startede som en svag brummen, men blev stille og rolig kraftigere og kraftigere og til sidst var vi ikke i tvivl om at et fly nærmede sig.  En Cesna vandflyver kom, kun 50 meter ude og måske 100 oppe flyvende forbi og vi stod helt fortryllede og kiggede på. Nåede lige at række højre lap i vejret for at sige hej til verden udenfor. Vi havde fået at vide allerede før første tur i 2001 at hvis man står og vifter helt vildt med begge arme, betyder det at man er i nød. Og det var vi bestemt ikke.
Det var første tegn på at verden ikke var gået i stå, at der ikke var udbrudt en voldsom krig eller noget andet vildt, siden vi var blevet sat af for 14 dage siden. Trods den valgte isolation i vildmarken var det nu skønt at se at der stadig var andre mennesker i live. Det er så ufatteligt øde herude og så uendeligt laaangt til resten af verden, at bare det at se et tegn på liv var skønt.
Piloten havde ikke gjort tegn til at have set os, vippet med vingerne eller andet og ud fra retningen så det ud til at han var på vej ud til Horton River, måske for at hente andre som var på en lignende tur.
Oven på den, for os lidt vilde oplevelse fik vi søsat kanoen og dappede af sted. Vi havde allerede aftenen i forvejen besluttet at dagens etape var en kort en, kun 21 kilometer. 

Efter kun 2½ times begivenhedsløs sejlads nåede vi frem til den næste lejr og den så ud som præcis for 3 år siden. En skøn plet, en ø midt i Anderson River uden buske eller anden bevoksning og dermed fri for myg og blackflies. Vi havde god tid til en omgang badning og tøjvask, som nu hænger hen over kanoens bund og tørrer. Allan ville kigge lidt på øen og gik en tur mens jeg bare traskede rundt og smed i vandet og havde lidt ondt af mig selv, hjemve formegentlig. Men selvmedlidenhed kunne jeg ikke bruge til noget, for der var stadig 15-16 dage endnu til udmundingen ved ishavet. Det var også kun i de meget stille stunder tankerne vandrede hjem til familien.
Allan kom tilbage fra sin gåtur og der blev tændt bål til aftensmaden, som ville nå uhørte højder - peperoni  pølse stegt på pande med tilhørende spaghetti og ketchup. Efter opvasken så vi for anden gang den dag en flyver på himlen, men denne var meget langt væk og sikkert på vej mod Inuvik.

Den lille lomme filosof kommer frem i en når man sidder i kanoen hele dagen, og ud over at synge diverse ”de ringer, vi spiller” sange sad vi og regnede lidt på sjove og små skøre ting omkring myggene.
Hvis ”snablen” fra myggene blev sat sammen hvor mange gange ville de så kunne nå rundt om jorden ?
Lomme filosofisk havde vi også regnet ud at der var 1,6 million myg bare i NWT til hvert menneske på jorden. Og de fleste havde sikkert allerede suget på os !.

Nu mens jeg ligger i soveposen og skriver dagbog kan jeg se på min GPS at der er 5725 km hjem, men har de breve hjemmefra, som familien skrev inden afrejse og læser dem tit endnu engang, sådan bare for hyggens skyld.
Så mig i spejlet i dag for første gang siden turen begyndte. Ikke fordi jeg bevist har undgået det, har bare ikke tænkt på at gøre det. Jeg skulle have undgået det !!! Med min sparsomme skægvækst lignede det mest af alt en skimmelsvamp der voksede frem under hagen.
Men der var ikke noget at gøre ved det for jeg havde ikke barbergrej med denne gang.

Vi ved endnu ikke om vi bliver her på øen en dag ekstra, for tidsplanen holder og der er ikke noget hastværk. Vi havde jo aftalt at vi ikke ville være afhængig af noget som helst, ingen ure, ingen kalender, bare vi var ved ishavet på det aftalte afhentnings tidspunkt og det skulle vi nok nå.
Afslutningen på en god dag, god lejr, god aftensmad.  Klokken er 02.00.

(uddrag fra Allan´s dagbog)

Katastrofen er en realitet!

Liggeunderlaget er delt op i 2 sektioner, og den ene halvdel tabte al luften i nat på mindre end 1 time.

Jeg var oppe 3 gange i løbet natten for at blæse ny luft i inden jeg kl. 7 vækkede Rune.

På dette tidspunkt havde jeg endnu ikke sovet og var temmelig frustreret. Rune har 2 underlag med, både det selvoppustelige fra forrige tur og et mage til det som jeg har.

Jeg fik hans det grønne selvoppustelige underlag, som dog også taber luft men ikke så hurtigt som mit.

Til gengæld fik Rune mit underlag, som han kunne lægge sammen med sit eget, da hans heller ikke kan holde pusten. Men ved at lægge de 2 dårlige halvdele sammen har han nu ét godt.

Efter godt en halv times tid faldt jeg endelig i søvn og vågnede først ved 12-tiden ved at jeg havde en sten, som generede lige op i lænden.

Jeg lå da direkte på jorden.

Sikke noget skrammel at tage på tur med!!

Det kan godt gå hen og blive en stor hæmsko hvis vi ikke kan få sovet ordentligt. Vi er  nødt til, på resten af turen, at koncentrerer os om at finde lejrpladser hvor der er en lille plet sand som man kan sætte teltet op ved.

En anden ting som jeg også er ked af er, at den øjenskovl, som jeg savede af renen jeg skød, den glemte jeg at lægge i kanoen da vi forlod den sidste lejr i morges.
ØV - ØV -  ØV!

Det er det eneste jeg havde af den, udover et par billeder. Meget træls!

Der var stort set vindstille på hele turen på floden i dag.

Bortset fra at det har været dejligt padlevejr, så er det virkelig en pestilens med hensyn til myg og fluer som i den grad kommer ud af skovene, for at få noget at æde. Og målet har tydeligvis været os!

De masker som vi fik lavet i går, således, at vi kunne trække vejret uden at sluge en håndfuld myg samtidig, de virker stort set efter hensigten.

Tror faktisk kun jeg har slugt 20 – 25 fluer i dag, og vi har haft frit udsyn ved øjnene hvor nettet normalt hænger og blafre hele dagen.

Det eneste problem var de fluer, som kunne komme ind bag solbrillerne. Med usvigelig sikkerhed fløj de direkte ind i øjet og man måtte derefter bruge et par minutter for, at få dem gravet ud igen.

Opfindelsen var dog OK selv om jeg synes, at Rune mest af alt lignede en arabisk mavedanserinde med tildækket ”hår” og maske for næse og mund. Ved ikke rigtig om han tænkte samme om mig.

Vi har set rigtig meget vildt i dag. I alt har vi set 9 elge og 8 rener og det er tydeligvis myg og fluer, som har drevet dem ud af skovene til floden hvor der er lidt mere luft.

Samtlige elge stod eller lå ude i vandet da vi kom padlende forbi, sikkert i et forsøg på at skylle ”utøjet” væk.

Vi kom bl.a. forbi en kæmpestor elgtyr med nogle enorme skovle. Vil skyde på, at skovlene havde en spænvide på minimum 160 cm.

Han stod ude i floden med vand halvvejs op til ryggen.

Engang imellem stak han hele hovedet ned under vandet og kørte det fra side til side.

Han gjorde det ikke for at æde men for, at løsne myg og fluer fra hovedet.

Vi var helt inde på 15 – 20 meter af ham inden han traskede i land, absolut ikke synlig skræmt men nærmere irriteret over at vi kom. Et fantastisk syn af det kæmpe dyr, som vejer 800 – 900 kilo.

Det mest underlige i dag var dog en elgko med 2 store kalve, som stod lige ud for den ø vi havde planlagt at lægge ind til for at slå lejr for natten. Hidtil var elgene gået i land når vi kom forbi, men det gjorde disse her ikke. De blev bare stående da vi drev lige forbi dem på under 10 meters afstand, og kikkede på os som om de ville sige ”hvad fanden laver I her?”

Vi drev 75 meter længere nedstrøms inden vi gik i land og elgene stod stadig bare og holdt øje med os. De har sandsynligvis aldrig set mennesker før og vidste nok ikke, at det er noget man egentlig burde tage sig i agt for.

Da vi kom i land havde vi lidt travlt med at få slået teltet op, da det var begyndt at små dryppe.

Vi kunne se, at der drev sorte skyer ned mod os og det var nok et spørgsmål om kort tid, inden det rigtigt begyndte at regne.

Vi havde lidt besvær med at få slået pløkkerne til teltet ordentlig fast, da det var en stenø vi var lagt ind til.

I hast fik vi tømt kanoen og fik mad lejeren sat.

Elgkoen stod stadig bare og kikkede mens de 2 kalve nu havde lagt sig ned i vandet.

Efter at vi havde fået vores ”fyraftenssaftevand” fik vi samlet lidt brænde og startede et bål op til aftensmaden.

Røgen fra bålet drev ret ned til elgene, og dette fik dem til at trække sig 25 meter længere opstrøms.

Aftensmaden bestod af ris kogt sammen med minestronesuppe og jeg fik en pakke tun ovenpå. Måske nok en lidt underlig blanding, men det smagte faktisk ganske udemærket.

Da bålet ikke røg så meget længere kom elgene tilbage. De 2 kalve kom ind på øen og begyndte, at komme op mod os mens koen blev ude i floden.

Hvad fanden havde de gang i?

Det var ikke umiddelbart helt smart da en elgko, som bliver adskilt fra sine kalve, er et af de farligste dyr i Canada hvis hun føler at kalvene er truet.

Faktisk er der flere mennesker, som er blevet slået ihjel af en gal elgko end der er mennesker, som bliver ædt af grizzlybjørne.

Men hende her var tilsyneladende fuldstændig ligeglad. Jeg fik noget god film og lidt efter traskede kalvene ud til hende igen.

Jeg kunne gå ind på under 30 meter og filme og fotografere dem uden, at det rørte dem spor.

Det eneste, som fik koen til at strække hals og spidse øre var, da en ren løb forbi os på 50 meters afstand.

Ellers lagde hun sig også bare ned ind imellem, så kun hovedet stak oven vande.

Men man skulle nu ikke lade sig narre.

For det kunne være, at det var myggene, som havde gjort hende lidt utilregnelig og ”bims” i hovedet.

Men meget hyggeligt var det nu og efter vi havde spist og var gået i teltet, travede de i land og forsvandt ind i skoven.

Lidt senere kom der et par rener ud til os på øen.

Her hvor vi ligger er der i øvrigt meget lort fra ulve. Det gjorde nu ikke noget hvis der var sådan en fætter, som kom lidt tæt på. Det kunne være en fin oplevelse.

Med hensyn til i morgen er planen, at vi vil ned og ligge i det store sving med den gode udsigt til bakkerne. Sidst vi var her havde vi en perfekt lejr.

Der er kun 15 – 17 kilometer og det burde vi kunne klare på en 3 timer, hvis ikke der er modvind.

Vi vil nok bruge et par dage her og få bagt noget brød og op og klatre i bakkerne.

Tror også vi skal have et bad – det er efterhånden tiltrængt.

Det skulle vi egentlig have haft i dag, men det ville have været ren tortur.

Bare det at skulle på WC er noget man skal tage sig sammen til i nogen tid. Det kan klares på under 15 sekunder men det giver minimum 50 myggestik. Så det er ikke her man tager en bog med og sidder og hygger sig samtidig.

På trods af myggene har dagen i dag været en af de absolut bedre med mange gode oplevelser.

Dagens distance blev på 32 kilometer.

(Uddrag fra Allan´s dagbog)

Det er nu 3. dag i træk med elendigt vejr. Det har været koldt, det har regnet og det har stormet.

Faktisk er det første gang på denne tur hvor vi oplever, at vejret har været så dårligt i så lang tid i træk. Det er bare typisk!

Minimum 300 gange i dag har jeg været henne ved vinduet, og vurderet om vejret er i bedring eller om det er blevet ringere.

Har også været på taget et utal af gange for, at spejde mod vest og Inuvik i håb om, at se bare en lille smule opklaring.

Lige nu er der kun 12 timer til, at vi efter planen skal hentes ind, men som det ser ud pt. tror jeg dette er meget tvivlsomt.

Men alt skal være pakket og klar til i morgen over middag, uanset hvordan vejret ser ud, for pludselig kan flyveren være der.

For der er jo det ved det, at selv om vejret er skidt her, kan det sagtens være fint i Inuvik – og omvendt.

Som vi har snakket om, svarer dette til at stå på en altan i Århus for at forsøge at vurderer hvordan vejret er nede i Hamburg. Afstanden er nogenlunde sammenlignelig og der ville jo ikke være nogen med bare lidt fornuft, som kunne finde på at gøre dette. Men vi kunne alligevel ikke lade være…

For igen ved vi jo, at vejret i NWT er meget omskifteligt og i morgen tidlig kan det se meget anderledes ud.

Men hvis vi nu ikke bliver hentet i morgen skal det være på onsdag ellers er jeg bange for, at vi skal til at købe nye flybilletter.

Inden vi tog fra Danmark, for 5 uger siden, aftalte jeg med Birgitte, at hun skulle ringe til Willard onsdag, hvis hun ikke har hørt fra os inden da.

Hvis dette skulle ske, håber jeg også, at hun ringer til MyPlanet for at meddele, at vores bookinger skal cancels og at vi skal have nogle nye senere. Ved faktisk ikke om dette kan lade sig gøre…

Det mest positive er dog, at vi har denne dejlige varme hytte, og at vi ikke skal ligge i et koldt og vådt telt. Her kan vi gøre os det lidt hyggeligt og der vil ikke være problemer med at skaffe mad. Vi kan altid skyde en ren, hvis der skulle gå for lang tid inden vi bliver hentet.

Vi har også vurderet vores madsituation. Det er ikke den allerbedste men vi vil altid kunne bage nogle brød. Men lad os nu se hvordan det hele ser ud i morgen formiddag.

Dagen i dag er gået med sortering af grej og tønder, oprydning i hytten og pakning af sækkene. Imellem bygerne i dag har vi fået kanoen gjort ren og savet træ til brænde til ovnen så det er klar til de næste, som måtte komme her.

Jeg har fået lavet endnu en Inukshuk og så har vi læst en del.

Vi har sammen evalueret turen og er enige om, at det har været en kanon god tur!

Der har været så mange gode oplevelser, at dette simpelthen må gøres om igen en anden gang.

Sådan er det bare!

Og at vi igen har kunnet være sammen i 5 uger uden ét eneste skænderi eller diskussion er jo bare forrygende.

Jeg er træt lige nu hvor klokken er 02.15 men jeg vil krydse alt hvad der kan krydses og håbe på, at vejret ændres til i morgen. Må dog nok indrømme, at det ikke ser for lyst ud.