Vi lærte hinanden at kende i 1994 og blev svogre i 1995. De første år var der ikke noget der skulle tyde på at vi skulle blive rigtig gode venner. Vi sås kun i forbindelse med familie relaterede fester og weekend hygge mellem vores respektive koner og medfølgende familier. Bevares, vi kunne godt lide at sidde og tale om løst og fast hen over en øl eller to, men vores interesseflader var ikke nære. Det var først i påsken 1999 vores venskab blev grundlagt med de første spæde spadestik til vores tur til NWT i 2001. Stille og rolig blev planlægningen af turen mere og mere detaljeret og vi tilbragte flere og flere aftener sammen med snak om ”drop of” punkt, proviant, anskaffelse af udstyr, leje af vandflyver og meget meget mere. Der var faktisk rigtig meget der skulle falde i hak frem mod turen og det viste sig at det var et større logistisk puslespil at få alle ting til at passe sammen inden afrejse.
Dette gjorde også at aftener tit blev til nætter med planlægning, og vi havde mere og mere kontakt til hinanden via telefon og mail, og det blev ret hurtig tydeligt at vi havde det godt i hinandens selskab og kemien passede. Udover at få logistikken til at gå op, skulle vi jo også lære at håndtere en kano i vandet. Dette blev gjort med flere ture på Danmarks eneste ”flod”, Gudenåen, hvor vi også fik lov til at slå telt op på marker som lå ned til åen og dermed kunne gøre turene længere end bare en enkelt dag. Ret hurtig blev det fast rutine hvem der sad hvor i kanoen og hvem der lå hvor i teltet. Disse faste rutiner har fulgt os på begge de tidligere ture og kommer også til det på den kommende, ellers vil tingene ikke fungere optimalt.
Planlægning og træning kulminerer med afrejse mod Nordvest Territoriet den 2. juli 2001 og udover vi blev væk fra hinanden i transit i Toronto, Pearson lufthavn, var der ingen problemer på vejen derover. (Skylden for vores lille svipser i lufthavnen, diskuteres stadig, og lige dèr bliver vi nok aldrig enige) Vel ankommet til Inuvik og efter proviantering er vi klar til turen i vildmarken, som dog må udskydes en dag p.g.a dårlig vejr der gør at vandflyveren ikke kan lette. Den efterfølgende dag er der fint flyver vejr og vi kommer vi af sted til vores afsætnings sø. Ingen kunne vide at allerede efter 2 dage i vildmarken ville vores sammenhold og sammenarbejde blive sat på den ultimative prøve da vi skulle forcere den lille å, som forbandt afsætnings søen og floden. (se 3 dage i helvede)
Samarbejdet og sammenholdet fungerer upåklageligt og enigheden i kanoen gør at vi kommer helskindet igennem de 3 dage. Der er ingen af os der efterfølgende ville have undværet de 3 dage, da de rystede os, om muligt mere sammen og beviste konstellationen mellem os var den helt rigtige. De 3 dage er noget som kun vi har sammen, som kun vi kan tale om og forstå 100 % og som har givet et tættere venskab end nogen af os havde troet inden turen. Resten af turen i 2001 og turen i 2004 forløb uden indbyrdes personlige uoverensstemmelser og nogen ville måske ligefrem sige lidt sølvbryllupsagtig. Vi havde ikke problemer med at være sammen et så isoleret sted og i så lang tid som det var tilfældet med vores ture. Vi har siden hen talt om at skulle der have været diskussioner eller værre, skænderier på vores ture, så skulle de under alle omstændigheder løses. Vi kunne ikke tillade os halvvejs at blive uvenner og derefter skulle tilbringe dage og nætter sammen i kanoen og teltet. Problemer SKULLE løses, men der blev som sagt ikke nogen.
Tiden efter turene i 2001 og 2004 har udbygget vores forhold og venskab. Vi har sammen været på flere jagt ture i udlandet, til koncerter, holder sommerferie og nytår sammen og tilbringer i det hele taget en del tid sammen. Og snakken om løst og fast hen over en øl eller to fortsætter den dag i dag.
Ture som vores i NWT giver et tæt, nært og livslangt venskab.