Planerne for ruten i 2010 er ved at være lagt.
Det er besluttet, at vi endnu engang vil padle på floderne Carnwath River og Anderson River.
Vi har valgt et udgangspunkt ca. 150 kilometer længere opstrøms end den fra ruten i 2004 og vi mener her, at have fundet en afsætnings sø, som er så tilpas tæt på Carnwath River, at det ikke skulle være det store problem at nå frem til floden.
Hvordan floden og vandmængden er så langt oppe mod udspringet, kan så være det store spørgsmål.
Vi har fået oplyst, at denne del af floden er totalt uudforsket. Det vil sige, at der ikke tidligere er registreret, at der har været mennesker her før og man har kun set området fra luften. Det er én af grundene til, at vi har valgt dette område som vores startpunkt!
En anden grund til, at vi igen vælger Carnwath River og Anderson River er, at sværhedsgraden på disse floder er tilpas i forhold til de kanoerfaringer vi har. Udover en årlig ”hyggeture” på Gudenåen, har vi ikke siddet i en kano siden 2004.
Vi søger ikke udfordringer i forhold til, at padle vilde strømfald, whitewater og svære passager.
Vores ønsker om udfordringer ligger mere i, at udforske det ukendte, leve i og af naturen og være totalt afskåret fra omverdenen.
Samtidig kan vi her være nogenlunde sikre på, ikke at møde andre mennesker fra det øjeblik vi bliver sat af på søen og til vi bliver samlet op ved Ishavet 5 uger senere.